Om os
Idéen til freestylerap.dk er egentlig tænkt som et projekt, der skal gøre det lettere og mere overskueligt at booke de bedste danske freestylerappere til lige netop din fest.
Bag virksomheden står jeg; Martin Høgfeldt (eller Spasmager, hvis det borgerlige navn ikke er fyldestgørende nok), og jeg har pålagt mig selv opgaven at kreere en dedikeret platform til booking af freestylerap.
Med mere end 15 år i branchen har jeg efterhånden prøvet det meste. Alt fra små, intime julefrokoster og polterabender, til store firmajobs, elegante bryllupper eller noget helt femte. Men ligegyldigt hvilken setting vi kommer ud til, så er der altid en fællesnævner, der gennem årene har holdt mig til ilden med freestylerap:
Den gode stemning.
Om det er en døddrukken drengeflok, der hujer og råber imens, eller om det er en sky konfirmand omringet af sine bedsteforældre, så formår freestylerap altid at skabe en stemning, som alle kan være med på. Og det er netop dét, der gør det så magisk.
Samtidig har jeg gennem årene oparbejdet et stærkt netværk af de dygtigste freestylerappere, som Kongeriget Danmark har at byde på – og jeg kan derfor stå inde for hver eneste af de profiler, du finder på denne hjemmeside.
… Men hvorfor egentlig freestylerap?
Fordi disciplinen i sig selv indeholder alle de elementer, som god liveunderholdning kræver. Og det var netop dét, der i sin tid gjorde at jeg forelskede mig hovedkulds i freestylerap som et underholdningsformat.
Skal man fremhæve de tre vigtigste ting omkring freestylerap som underholdning, så vil jeg pege på følgende:
- Det bygger på publikumsinteraktion, hvilket vil sige, at hvert eneste show er unikt og tilpasset til det specifikke event. Publikum er ene og alene i stand til at beslutte, om showet skal være personligt, hyggeligt, hardcore eller til tider fuldstændig mærkværdigt. Når vi som rappere går ind til en opgave, så aner vi ikke på forhånd, hvilken retning showet går i – og netop derfor er det også en fantastisk sjov disciplin at være udøver af.
- Derudover, så foregår alt det improviserede foran et musikalsk bagtæppe, hvilket i mange tilfælde gør det letgenkendeligt for publikum. Vi prøver altid at flytte rammerne for, hvilke instrumentaler vi rapper over, hvilket kan kun bidrager til det spøjse element for tilhørerne, hvis de havde forventet at det kun var hiphop, men at der så pludselig bliver rappet over alt fra Spice Girls til Bamses Venner.
- Sidst, men ikke mindst, så er der noget magisk over den stemning der opbygges i et rum, når folk oplever freestylerap – specielt, hvis det er første gang folk stifter bekendtskab med dette underholdningsformat. Alle bliver inkluderet, lige fra de helt unge, som sidder nede foran, til bedsteforældrene på bagrækken, og vi oplever ofte en masse positiv feedback fra tilhørere, som har fået flyttet deres idé om, hvad “freestylerap” egentlig er for en størrelse.
Alt i alt, så er freestylerap i stand til at sætte de perfekte rammer til stort set alle typer af events – og jeg er overbevist om, at vi også kan levere en god oplevelse til lige netop dit arrangement.
Spørgsmål?
Skulle du have nogle spørgsmål til, hvordan freestylerap kan bruges til lige netop dit event, så tøv ikke med at række ud. Udfyld blot formularen, så vender vi tilbage hurtigst muligt.
